Skip to content

Data- og integrationsarkitekt

  • Lokalt
    • København, Hovedstaden, Danmark
  • IT

Stillingsbeskrivelse

Du får ansvaret for arkitekturen. Og du er selv med til at bygge de løsninger, der skal give vores kolleger mere tid til klienternes sager.

Som data- og integrationsarkitekt hos Plesner får du teknisk ejerskab til vores datawarehouse og integrationer i Microsoft Azure. Data om klienter, sager og økonomi skal være til at finde og stole på. Manuelle opgaver skal kunne automatiseres, og AI skal kunne bruges i det daglige arbejde. Det skaber du grundlaget for i tæt samarbejde med specialister i IT, økonomi og juridiske arbejdsprocesser.

Om stillingen

Arbejdet er allerede i gang. Den nye integrationsplatform bygger på en eventbaseret arkitektur i Azure og er designet til at håndtere de kommende års systemskift. De første arkitekturvalg er truffet, de eksisterende integrationer er kortlagt, og de første entiteter er dokumenteret.

Du træder ind i dette arbejde og får ansvar for at videreudvikle arkitekturen og omsætte den til løsninger i drift. Sammen med kolleger, ledelse og eksterne partnere lægger du en prioriteret plan for den videre udvikling.

Et fælles datagrundlag skal give bedre indsigt i klienter og brancher samt et stærkere grundlag for prissætning og opfølgning på vores sager.

Dine tre hovedopgaver:

Plesners eget datafundament

Du videreudvikler arkitekturen og datamodellerne i vores enterprise data warehouse (EDW) og planlægger en gradvis overgang, hvor mere af databehandlingen og forretningslogikken samles i Plesners eget miljø. Målet er, at vi selv har kontrol over arkitektur, datamodeller og kode. Undervejs sikrer du, at kritiske dataflows og rapporter fungerer, og samarbejder med dataejerne om fælles definitioner, datakvalitet og sikker adgang til data.

Sammenhængende integrationer

Du udvikler integrationsplatformens API- og eventlag i .NET og bygger genbrugelige integrationer til vores datawarehouse og systemer inden for blandt andet HR, økonomi, tidsregistrering, sags- og dokumenthåndtering samt identitet. Sammen med fagspecialisterne sikrer du, at integrationerne understøtter deres arbejdsgange.

Du er med til at gøre data og funktioner fra vores datawarehouse og integrationsplatform tilgængelige for AI-løsninger, eksempelvis via Model Context Protocol (MCP). Sammen med kollegerne afklarer du, hvilke behov løsningerne skal understøtte, og hvordan adgang og fortrolighed sikres.

Du migrerer eksisterende integrationer fra ældre, selvhostede miljøer til Azure og driver integrationsarbejdet ved kommende systemskift. I samarbejde med IT-drift overvåger og vedligeholder du eksisterende PowerShell-scripts, baggrundstjenester og planlagte jobs, indtil de er afløst, og sikrer, at funktionaliteten bevares.

Fælles udviklingspraksis

Du etablerer DataOps med CI/CD og fælles standarder for udvikling, test, automatiserede releases, fejlhåndtering, overvågning og dokumentation. Du følger op på, at både kolleger og eksterne partnere efterlever dem, og sikrer kvaliteten i leverancerne. Ændringer skal gennemføres kontrolleret og kunne spores. Du sikrer, at fortrolige og følsomme data håndteres korrekt gennem hele integrationskæden.

Om dig

Du har erfaring med at designe og udvikle dataplatforme og datawarehouses baseret på Microsoft Azure. Du er vant til at tage ansvar for arkitekturen og de tekniske beslutninger og arbejder selv med implementeringen.

Det kræver:

  • solid erfaring med C# og både .NET Framework og moderne .NET

  • solid erfaring med SQL Server eller tilsvarende relationsdatabaser samt SQL, datamodellering og ETL/ELT

  • rutine med kommandolinjen (CLI) og PowerShell

  • erfaring med at modernisere eller optimere eksisterende løsninger i selvhostede miljøer og håndtere baggrundstjenester og planlagte jobs på servere

  • erfaring med systemintegration og API'er samt forståelse for eventbaseret integration

  • erfaring med cloudbaserede dataplatforme i Microsoft Azure

  • erfaring med CI/CD, versionsstyring og automatiseret kvalitetssikring af dataløsninger

  • evne til at omsætte arkitekturprincipper til løsninger og standarder, som andre kan arbejde efter.

Det er en fordel, hvis du har:

  • praktisk erfaring med REST, køer, webhooks og asynkron processering

  • arbejdet med Azure App Service, API Management, Service Bus og Azure SQL

  • erfaring med Azure DevOps og Infrastructure as Code

  • arbejdet i en organisation med høje krav til datasikkerhed og fortrolighed.

Du spørger ind til, hvordan kollegerne arbejder, før du vælger en teknisk løsning. Du forklarer dine valg, gør konsekvenserne forståelige og deler din viden, så andre kan arbejde videre med løsningerne.

Du har lyst til at afprøve AI i dit eget arbejde, eksempelvis til at forstå eksisterende kode og understøtte udvikling, test og dokumentation. Du vurderer resultaterne kritisk og deler dine erfaringer med kollegerne.

Dine kolleger hos Plesner

Du bliver en del af IT i Plesners Forretningssupport og refererer direkte til vores CIO, Claus Egholm Nielsen. Specialister i økonomi, CRM og juridiske arbejdsprocesser bidrager med behov og faglig indsigt. Du samarbejder med IT-drift om overvågning og stabil drift og med eksterne udviklingspartnere om at udvikle løsningerne og opbygge viden internt.

Ansøgning

Vi går ind for mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen.

Stillingen er en fast fuldtidsstilling med arbejdssted hos Plesner i København Ø.


Send din ansøgning, CV og relevante bilag senest den 19. oktober. Vi afholder samtaler løbende og forbeholder os retten til at besætte stillingen, når vi har fundet den rette kandidat.

Vil du høre mere om platformene, arkitekturen eller samarbejdet i teamet, kan du kontakte CIO Claus Egholm Nielsen på cen@plesner.com

Vi glæder os til at høre fra dig.

Stillingskrav

. -

eller